DRC Dansk Flygtningehjælp, en af verdens førende humanitære NGO’er, søger en højt kvalificeret kandidat til at give støtte til familier med flugtbaggrund, der kan være belastet af trauma, eksilstress og socioøkonomisk pres. Besidder du psykosocial faglighed på området, er lyttende og ansvarsbevidst samt er i stand til at reflektere over egen praksis? Så er det dig vi leder efter.
Børn & Familie løser opgaver med udgangspunkt fra byerne København, Odense og Aarhus. Det er tale om socialpædagogisk og terapeutisk arbejde, der primært foregår i familiernes hjem. Vi arbejder narrativt, kultursensitivt og med en neurosekventiel tilgang.
Om stillingen
Vi kan tilbyde en dynamisk og spændende arbejdsplads, hvor høj faglighed, udvikling og trivsel prioriteres højt. Vores integrationsarbejde baseres på udvalgte traumebevidste tilgange samt viden og sproglige færdigheder, der understøtter relationen mellem borger og behandler.
Dine primære arbejdsopgaver og ansvarsområder:
- Praktisk og pædagogisk støtte, hvor struktur og indhold sikrer trivsel og sund udvikling for familien
- Støtte forældre i forældrerollen og i samarbejdet med dagtilbud, skoler og myndigheder
- Socialpædagogisk støtte til unge – fx omkring skolegang og fritidsliv
- Familiebehandling i tæt samarbejde med Børn & Families behandlere og konsulenter
- Afholdelse af gruppeforløb efter metoden Mind Spring
- Fortløbende journalisering og dokumentation af indsats, herunder udarbejdelse af statusrapporter
Din profil
For at lykkes i stillingen forestiller vi os, at du har en stærk motivation for at arbejde med sårbare borgere med flugtbaggrund. Det kræver, at du besidder psykosocial faglighed på området, både teoretisk og praktisk. Derudover forventer vi, at du er rolig og vedholdende i din tilgang med en vågen opmærksomhed på både borger og dig selv. Du besidder en evne til at omsætte og tilpasse viden i praksis for den enkelte borger.
Krav:
- Du er uddannet familiebehandler, socialpædagog, psykolog eller har anden relevant uddannelse eller erfaring inden for det socialfaglige og terapeutiske felt
- Du har erfaring med at arbejde med sårbare borgere med flugtbaggrund
- Du behersker både ukrainsk og/eller russisk flydende
- Du holder af at arbejde med og skabe relationer, og du vægter pålidelighed og ordentlighed højt
- Du besidder et højt refleksionsniveau ift. egen praksis
- Du er vant til at dokumentere og beskrive dit samarbejde med borger i tale og skrift
- Du er fleksibel og er indforstået med, at en stor del af din arbejdstid vil være placeret uden for normal arbejdstid
Det vil være en fordel, hvis du:
- Har viden om og erfaring med narrativ metode og neurosekventiel tilgang
- Har erfaring fra arbejde med misbrug og selvskade
- Har viden om ergoterapi eller fysioterapi
Alle medarbejdere forventes at udvise DRCs fem kernekompetencer:
Kvalitet: Du har fokus på at opnå resultater og samtidig sikre en effektiv proces.
Samarbejde: Du inddrager relevante parter og opfordrer til feedback.
Medansvar: Du tager ansvar og initiativ med fokus på innovation.
Kommunikation: Du lytter og kommunikerer effektivt og ærligt.
Integritet: Du efterlever og fremmer de højeste standarder for etisk og professionel adfærd i overensstemmelse med vores værdier og Code of Conduct, herunder beskyttelse mod seksuel udnyttelse, misbrug og chikane.
Vi tilbyder
Ansættelsesperiode: Tidsubegrænset
Arbejdssted: Kochsgade 23A, 5000 Odense
Startdato: Hurtigst muligt
Stillingen er tidsubegrænset med ugentlig arbejdstid mellem 25 - 37 timer eller en timelønsansættelse afhængigt at din profil og muligheder.
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst indgået mellem DRC Dansk Flygtningehjælp og Socialpædagogernes Landsforbund. Dette er en national stilling i Danmark, hvor danske ansættelsesvilkår gælder.
Ansøgningsproces
Alle ansøgere bedes vedhæfte en motiveret ansøgning og et opdateret CV (maksimalt fire sider) samt eksamensbevis. Ansøgninger sendt via e-mail vil ikke blive taget i betragtning.
Ansøgningsfrist: 31. december 2026. Vi screener og holder samtaler med relevante kandidater løbende, så vi opfordrer til at ansøge hurtigst muligt.
Yderligere information
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Jon Niederbockstruck på telefonnummer 26 30 34 10.
Du kan læse mere om DRC Dansk Flygtningehjælp og vores arbejde på vores hjemmeside drc.ngo.